25. maj 2013 - Hjemturen

Udsigt ned mod Can Pastilla og vort hotel fra flyet.

Flyet, der bringer gæster fra Billund til Mallorca tidlig lørdag morgen, er det samme, som henter dem hjem igen en uge senere. Der er ikke meget at sige om turen, bortset fra at vi kunne aflevere vor bagage og få boardingkort på hotellet. Det er nu bekvemt. Så slipper man da for en kø i lufthavnen.

Jeg kan varmt anbefale en færdigpakket tur, hvis man bare lejer en bil og har frie hænder på destinationen. Lad rejseselskabet stå for det praktiske. Du kan alligevel ikke gøre det bedre eller billigere selv. Dernæst kan vi også anbefale Sunprime-hotellet. Aldeles fint, ingen problemer og pænt og rent.
Jeg vil i fremtiden forsøge kun at rejse to og to. Når der er flere sammen på en tur, må man lytte til fleres ønsker, vente på flere. Altså have mindre ferie. Og så er der jo også lige det, at man jo får tid sammen med den, man aller helst vil være sammen med.

24. maj 2013 - En soldag

Der var skam fuld sol fra morgenen. Det passede os fint, - vi ville bruge denne den sidste dag til at dase og brase i solen. Mens denne dagbog blev skrevet sad Sonja på terrassen, der vender mod øst, og nød morgensolen. Derefter ned til poolen og lægge os på en solseng. Der gik selvfølgelig ikke mere end en time, så kunne vi ikke holde det ud længere. Ikke på grund af varmen, for det blæste en del, men mere på grund af kedsomhed. Vi traskede så ud mod den 5 km store Playa de Palma, som er RIGTIG badeferieområde. Der er en servicebar for hver 500m cirka, femten i alt. Der er toilet og mulighed for at købe drikkevarer. Der kunne man godt få tiden til at gå med at kommentere folks påklædning. Jeg påstod, at stramt sidende gamasher ikke passer til nogen som helst kvinde. Ben og bagdel er enter for store eller for små. Kvinder ser åndsvage ud i dem. 5 min. efter kom nogle blå gamasher gående forbi og jeg måtte trække min påstand tilbage. Ingen regel uden undtagelse.

Havfrue med ben

På vejen tilbage fik Sonja en yougurtis med chokolade osv. Længere hjemme mod hotellet ville vi prøve at bade i Middelhavet. Det var da koldt, men jeg er ikke sikker på andet, end at poolens vand var koldere.
Jeg skulle lige have lidt frokost, lidt tapas, "Pica pica", det er noget blæksprutte i stærk brun sovs.
Vel oppe på hotellets soldæk fortsatte vi brankningen. Nu akkompagneret af en Gin&Tonic.
ADVARSEL: Hvis du bor på et hotel med "All included", men ikke selv har valgt det, skal du huske at gøre personalet opmærksom på,  at du skal betale for, hvad du drikker.

Når man sådan kigger lidt rundt på de andre gæster på dette Sunprime Hotel, så er der en kraftig overtal af ølmaver og bingovinger. De fleste tilhører svenskere, men det er bestemt ikke fulde svenskere. Det var de måske for 50 år siden
Vi valgte, på denne sidste aften, at gå hen til La Taberna og spise. De yder en fantastisk service, drevet af en familie og er autentisk spansk. Min forret var en skalddyrssalat. Kæmpe stor, så jeg kom kun halvt igennem den. Der skulle jo også være plads til bøffen. Sonja fik tomatskiver med mozarelle ovenpå. Tomater er bare bedre ved Middelhavet. Sonjas hovedret var tortilla. Så kan det ikke blive mere spansk. En dejlig middag at slutte ferien med.

23. maj 2013 - Incariget

Nogle bæltedyr har måttet lade livet

Byen Inca ligger midt på Mallorca og er øens tredje største by. Ikke særlig interessant, bortset fra hver torsdag formiddag, hvor byen fyldes af boder med alt, hvad hjertet begærer. Man kan godt køre i bil dertil, for der er en fin parkeringskælder lige midt i virvaret. Jeg kender et fjols, der havde glemt sin mobiltelefon, så vi måtte skilles med en helt gammeldags aftale om at mødes igen efter 1½-time. Jeg kiggede mig rundt i boderne. Der var mange lædervarer og det der ligner. Jeg forsøgte med en grundig undersøgelse af bæltekvaliteten, - en til 6€ og ved en til 12€. Der var svært at se. Det lignede begge kernelædder, men den billige havde ikke ægte lædder på overfladen. "Ægte kunstlædder, kun malet for at billiggøre det" *). Jeg købte bæltet til 12€. Hun kunne simpelthen ikke presses i prisen. Jeg havde desværre nok afgivet for mange købssignaler.
Der var et lille økologisk marked i det store. Jeg købte to glas honning. Det gør jeg tit sydpå. Det er meget bedre end derhjemme og der er mange flere forskellige. Et glas med "bjergblomsterhonning" og en med "appelsinblomsterhonning. Ved den økologiske bager købte Sonja et dejligt brød med rosiner og oliven og jeg købte lidt ost ved osteboden. Det skulle være vor frokost. Nu vil jeg lige afsløre en hemmelighed for dig. Du må ikke fortælle Sonja det, for jeg tør ikke fortælle det. Da jeg købte osten, tabte jeg posen med honning og begge glas gik i stykker, Jeg gik tilbage til honningboden og fik to nye, denne gang for 10€. De første kostede 12€.

Udsigten fra fyret

Det var allerede bestemt inden vi kørte til Inca, at vi ville op til den aller nordøstligste punkt på øen. Af en eller anden grund havde Sonja forestillet sig, at det var fladt deroppe. Det eneste flade sted stod lodret. Meget smukt, men igen ret besværligt at køre. Fra Port de Pollenca er der 19 km ud til fyret på spidsen (Cap de Formentor), - men hvilke 19 km. Det er aldeles smukt, men en krævende kørsel derud. Det tog over en halv time fra Port de Pollenca. Vel derude var vi vidner en en veritabel trafikprop. Vejen derop er smal. Nogle havde parkeret, så kun en bil kunne passere og der holdt en på vej op. Derfor kunne ingen køre derfra og afgive nye parkeringspladser. Hvad gør en mesterchauffør så? Jo, han vender kareten på den smalle vej og bakker op til der er plads til tre biler ved siden af hinanden og parkerer.

Flot fyr

Det er en helt fantastisk udsigt. Kameraet gik aldeles besærk, så jeg har meget at sortere, når jeg kommer hjem. Vi lod os friste til en kop kaffe på terrassen, så vi kunne nyde solen og udsigten. Da vi kom ned til bilen igen, var trafikproppen opløst og Sonja kunne trille stille og roligt derfra.
Nu ville vi hjem til hotellet og hvile os. Frokosten spiste vi sent på hotellets soldæk. Det var brødet og osten fra markedet, samt en øl fra den lokale lille købmand. Vi havde bestemt ikke travlt med at komme ud at spise og vi valgte derfor også at prøve hotellets restaurant. Der var overraskende mange gæster og dagens fiskemenu var grillet sværdfisk. En af mine absolutte yndlingsfiskeretter. Dertil valgte jeg en flaske hvidvin. "Godt valgt", sagde tjeneren. Hør her lille dame: Jeg vælger den dyreste flaske hvidvin på kortet. Jeg må da håbe for hotellet, at det er en god vin. Det var det nu også. En kunde skal altid roses, når han vælger at handle med os! Resten af vinen blev drukket på værelset

*) Frit efter det kendte gamle danske ordsprog: "Ægte kunsthonning, kun tilsat sukker for at billiggøre det"

22. maj 2013 - Bjergby

Fornalutx er en lille by på Mallorcas vestlige side. Den er på UNESCOs liste over bevaringsværdige byer. Det kan man til gen gæld ikke sige om resten af øens byer og huse. De får læst og påskrevet af Sonja og undertegnede for deres ualmindelig dårlige arkitektur, håndværksudførelse, rod, placering og vedligeholdelse. Det ligner virkelig lort, så vi havde virkelig lyst til at se en smuk og vedligeholdt by. Fornalutx ligger nær Sóller inde i bjergene. Der er fin vej derind, men busser har lidt problemer. Byen ligger i læ med bjerge hele vejen omkring sig. Vi nød det stille vejr og at solen var ved at bryde igennem skylaget. Man har virkelig gjort sig umage, da husene blev bygget. Murene er natursten, men flade på ydersiden, så de er nok tilhuggede. Gaderne er smalle og omkring byen er der terrasser med citrusfrugter, mest appelsiner. På torvet midt i byen ligger et par cafeer, hvor vi satte os for at få noget at drikke. Sonja fik den lokale appelsinsaft og jeg den lokale øl, - vistnok. Efter at have siddet der et stykke tid, blev vi sultne nok ti at bestille frokost. Jeg fik et stykke brød med skinke og ost. Kan varmt anbefales. Det er bestemt ikke "neutralt marineret" skinke. Tværtimod. "BANG", - vi fór sammen, - måske en terr.... Nåh, nej. En cykel væltede også af forskrækkelsen, men pludselig med meget fladt dæk. Et sportscykeldæk skal ikke stå hårdt pumpet i solen alt for længe.

Efter frokosten traskede vi lidt rundt igen og kørte bagefter tilbage mod Palma. Nu var solen brudt igennem og jeg ville hjem til hotellet for at nyde solen og vandet i "pølen". Inde i Palma blev jeg læsset af bilen, hvorefter jeg løb hjem langs stranden på promenaden. Selvom jeg havde vinden og solen i ryggen og ruten var helt flad,  var jeg nu tilstrækkeligt udmattet af de 7 km, så jeg var nødt til at hvile ud på en solseng, for derefter at tage et bad i "pølen". De bruger i hvert fald ikke energi på at varme vandet. Nogle gæster kiggede van(d)tro på mig, mens jeg tog nogle svømmetag. Jeg lod mig tørre i solen, inden jeg gik op. Sonja var gået en tur østpå langs stranden, så jeg tog min musik med ned igen og lagde mig med en øl. Et fortjent hvil, syntes jeg bestemt. Sonja kom tilbage efter en halvtimes tid og ca. 10.000 skridt. Hun skiftede og lagde sig på en solseng ved siden af og læste lidt i hendes nye J. K. Rowling, " Den tomme plads". Jeg faldt vist i søvn, for pludselig var området næsten tomt og klokken var 18.30.

Det var vist tid til aftensmad. Nu skulle jeg altså have noget kød. Fisk er godt, men ikke hele tiden. Efter at have ledt lidt, fandt vi Restaurante la Payesita, som viste sig at lave den bedste bøf, jeg længe har fået. Jeg havde bestilt den medium-rare og det fik jeg. Mere skal en bøf ikke have, - efter min mening. Man opdrætter kalve til okser på marken hvor de spiser og rører sig til godt kød. De slagtes og kødet hænger tilpas længe nok til at modnes. Det bliver skåret ud til bøf.. Så skal den ikke ødelægges med et "well done". Jeg fik en Baron de Lei, Reserva til. Jeg er træt af dårlig mallorcansk vin. Deres husets vin i glas er virkelig ikke en reklame, - og når de nu kan lave ypperlige vine. Jeg bad tjeneren rose køkkenet for deres mad. Det sker åbenbart ikke for tit, for jeg kunne se ud i køkkenet, da han fortalte dem det. Han pegede på mig og de kom alle hen i døren og kiggede. Jeg vinkede til dem og de smilede. Sonja fik lidt dessert og jeg en espresso med en Torres 10, brandy til. Volumen i et glas vin og en cognac er den samme her på øen og da jeg ved betalingen blev budt mere, nikkede jeg. Således trætte og mætte gik vi hjem.

21. maj 2013 - Regnvejrsdag

Der er sikkert mange mænd, der drømmer om at sove sammen med rejselederen. Så heldig er jeg! Da jeg blev vækket kl. 8:30 var dagens tur allerede planlagt i detaljer, med adresser til frk. Garmin. Det er nu ved at være tradition, at jeg skriver dagbog efter morgenmaden og Sonja laver noget andet. I dag blev det det lokale marked. "Rejselederen" havde planlagt en tur til et Outlet lidt nord for Palma, derefter  en vinsmagning og til sidst et museumsbesøg med udstilling af Miro. Der var nok at tage fat på og det truede med regn, så vi drog afsted mod nord. Outlet'en ligge lige ved motorvejen, så den er nem at finde, hvis man altså ikke tager en for tidlig afkørsel, - men så er man et fjols. Det ligner dem, vi har besøgt tidligere, men ikke så stort og så kun beklædning. Jeg fik skam et par meget pæne sko af mærket Lloyd Dakar og et par grå bomuldsbukser. I Corte Inglais ville jeg prøve en skinjakke, som Sonja mente bestemt ikke klædte mig. Da jeg stod ved spejlet med siden til, kunne selv jeg se, at hun havde ret. Den passede slet ikke til mine meget maskuline muskler omkring maven. Sonja var gået efter et par Nikesko, men selvom Nike havde en butik, så var det rette mærke der ikke. Nå, - det begyndte at dryppe, så vi skyndte os ud i bilen og fortsatte vor færd.

Mandellund

Det blev igennem utallige mandellunde, med stenmure langs vejen. På Mallorca stavler man sten. De første beboere på øerne, som samlet kaldes Balearene, blev kaldt stenkasterne, for det var deres forsvarsmetode. De to vigtigste vinbyer hedder Santa Maria og Benisalem. Den sidste er den største og bedste. Vi trillede igennem den og drejede af ud i mandellunden, hvor vi spiste vor medbragte Bucadillo (sandwich) inde i bilen. Det regnede stadig.
Efter frokosten kørte vi tilbage til den aller sydligste del af byen, hvor vinfirmaet Jose L. Ferrer ligger, hvis vine Laudrup Vine importerer. Fint sted. Man skal betale for at smage deres vine, lidt afhængig af kvaliteten, - mellem 2€ og 7€. Jeg bestilte tre røde og en Cava til Sonja. På grund af nogle misforståelser, blev det til fem.

Alfahannen i naturlige omgivelser og i smuk statur.

Rigeligt, skulle jeg mene. Så gik jeg i gang. Hold da op, der var et par gode imellem. Meget kraftige, lidt blomme-, svedskeagtig og meget blød. Det viste sig at være den lokale drue Montenegro(ja, det hedder den altså), der gør vinen så blød og lækker. Kunne minde om en Montalcino, bare kraftigere. Jeg konsulterede Laudrup Vine på nettet og måtte sande, at han bestemt også tjener et par håndører på en flaske vin, - næsten dobbelt op. Det betød, at jeg måtte have fire med hjem, fordelt på to slags. De to bedste og dyreste. Damen bag skranken refunderede så, hvad jeg havde betalt for smagningen. Hvis jeg skal dele en af vinene med nogen, skal de kunne bynavnet, hvor vinene er købt. Indrømmet, - Sonja var nødt til at køre fra stedet til Miro-museet i den vestligste del af Palma.

Museumsgæst efter en vinsmagning

Jeg havde ellers fået indtryk af, at der ikke var så meget at se på museet, men der tog jeg fejl. Der var mange dejlige malerier og skulpturer, og i et anex kunne man se hans værksteder. Rigtig godt!! Jeg havde egentlig taget løbegrejet med, men vinen sad stadig i kroppen, så vi kørte lige hjem til hotellet, hvor jeg lige fik en fortjent morfar på sengen, med lidt Spotify i ørerne.
Der var stadig koldt udenfor, men jeg skulle altså lige ned og prøve en af de lokale øl. Der var rigeligt med plads, så jeg holdt mig selv ved selskab indtil Sonja også kom og vi begyndte at lede efter et sted som serverer Paella. Lige på den anden side af havnen ligger en fiskerestaurant, så den blev det. Vi skulle selvfølgelig sidde indenfor, men der var en dejlig udsigt mod vest, hvor solen efterhånden gik med med den smukkeste solnedgang længe set. Hel rød himmel med silluetter af palmer og landende fly. Nu har jeg været sammen med Sonja i snart 30 år og først nu afslører hun en passion, som jeg ikke har set før.

Set fra restauranten. Find flyet!

Hun er flyspotter. Udstyret med den nyeste teknologi i sin smartphone, kan hun følge flyene mens de venter på at lande og hun kan fortælle flymærke og hvor de kommer fra. Ganske smart, faktisk.
Nå, - men så hjem på værelset og nyde en cognac til kaffen.

20, maj 2013 - Las Palmas

Det er godt man har nogle ture at vælge mellem. I dag havde vinden lagt sig, men skyerne spærrede for solen. Lige vejr til en bytur. Så vi ville tage bussen (nr. 15) mod byen. Vi ventede 10 min. og så kom den første. "Fuldt hus" stod der, så vidt jeg kunne forstå spansk. Så måtte vi vente endnu 10 min. Den kom vi så med til endestationen Placa de Reina, - lige ved domkirken, som skal ses. Den ligner lidt Sa Grada de Familia i Barcelona, men sådan ser kirker måske ud i Spanien. Gaudi har dog haft en finger med i spillet indenfor. Det virker nu ikke revolutionerende, hvad han har bidraget med.

M. Barcelo's udsmykning. Bemærk de sorte vinduer

Derimod kan jeg kraftig anbefale højre side af kirken, som Miquel Barcelò har udsmykket med et noget særegent kunstværk. Ellers er kirken fyldt med katolicismens overdådigheder af engle og jomfru Maria. Men det er sgu´et imponerende bygningsværk. Tænk, hvis de havde brugt indsatsen til noget fornuftigt, men det er jo blandt andet også derfor, vi er protestanter!
Vel udenfor igen, skiltes vore veje. Sonja skulle kigge på en butik kaldet Zara. Det mente jeg ikke var strengt nødvendig for mig, så jeg traskede i adstadigt tempo mod Hard Rock Cafe i den vestlige del af byen. Jeg gik langs havnen med dens store både. Jeg sad og nød en cola udenfor på HRC, da Sonja nåede herhen og vi bestilte maden. Jeg skulle have en S.O.B. (Son Of a Bitch) Burger. Sonja fik en salat. Helt efter fordumsregistret. Hold da kæft en masse godt kød. Sonja foreslog, at jeg skulle gå hjem. Det kunne da nok være sundt for maven. Turen kan varmt anbefales. Der er promenade/fortov hele vejen (ca. 10km) og meget at kigge på. Varieret natur og strand, hyggelige huse og havne. Nær hotellet er en lille park (Es Canatge) med stier, hvor man kan cykle og løbe rundt. Begge dele kan man fint helt inde fra byen. Der er en meget fin cykelsti hele vejen.

Havneromantik på vejen hjem

Inden jeg gik op på værelset for at hvile mine trætte ben, var jeg lige henne ved den lokale efter et par øl. Det havde jeg da fortjent, men efter en øl, blev jeg overmandet af søvnen en times tid. Sonja kom ikke hjem før kl. 20. Der var en bus, der hverken ville komme eller stoppe ved destinationen, men da jeg gik hen mod den lille restaurant for at sætte mig, kom hun slæbende på poser.
Vi havde den anden aften bestemt, at vi ville spise Tapas derhenne og det ville passe fint i aften, for jeg var ikke særlig sulten. Vi kunne (da heller ikke / langt fra) ikke spise det hele. Trætte og mætte gik vi hjem.

Den imponerende domkirke i Palma.

En af Mallorcas mange møller

19. maj 2013 - Frisørturen, - hårnåle og klipper

Jeg blev vækket med en filmstribe fra DR, hvor en lille pige havde vundet EMG. Tillykke til hende. Dejligt vejr, men først morgenmad. Hotellet lægger sig helt op af Scandicniveau. Dejlig morgenmad, men så ud på grillen og steges. Lidt musik i ørene, - jeg kan lytte til Spotify, så hotellets Wi-Fi er OK. Det blæste stadig, men dog muligt at tage solbad. Det går nu ikke mere end en time, før vi begge bliver rastløse, så vi blev enige om at tage vestpå i vor dertil lejede bil.
Man tager motorvejen rundt om Palma og kører mod Andetrax. Det er en by, men det lyder som en pille, man skal tage, hvis man er bange for hårnålesving. Det kunne nemlig godt blive nødvendigt, for vi drejede af nordpå mod Calvin.

Udsigt fra frokostpladsen

I starten lignede hårnålesvingene dem, vi kender så godt fra Vougeserne i Alsace, men efterhånden blev vejen smallere og svingene skarpere. Til sidst var jeg nødt til at hvile overarmene, så vi holdt ind ved den lokale zoologiske have. Dvs. det var nu nok bare en gård med alt muligt fjerkræ, der kaglede løs, - inkl. en påfugl. Vi indtog vor medbragte frokost og kørte derefter videre til Puigpunyent, - det højeste sted. Ved San Granja drejede vi mod vest ud til vandet og Banyalbufar. Byen er kendt for sine terasser med vin og naranja (appelsinerne). Byen ligger i måske 100 meters højde og der er en MEGET stejl vej ned mod vandet, hvor man kan parkere på en afsats.

Banyalbufar

Der er stadig mange meter ned til klippekysten, men det er meget flot med Middelhavets bølger, der slår ind mod stenene. Man får også lige testet, om man skulle have lidt højdeskræk.
Det er en utrolig flot tur på Ma10 ned mod Andtrax. Vejen er bedre end før, men den snor sig stadig en del. Vi skulle til Port de Andtrax. En lille havneby, især for store lystyachter. Rigtig hyggelig. Sonja gik en tur for at kigge lidt på byen. Hun skal nå 10.000 skridt hver dag. Jeg fik tiden til at gå i selskab med et par fadøl, mens jeg holdt øje med bølgerne i havnen. Der kom en ny hele tiden. Inden jeg satte mig ned med mit forehavene, havde jeg lige bestilt bord på Restaurant Roma (ikke Noma), som er anbefalet i Turen går til Mallorca, som en god fiskerestaurant, med rimelige priser. 21 Euro for en menu. Men først skulle jeg lige have styr på bølgerne i havnen.

Gaudi har været i Port de Andtrax

Sonja kom tilbage ved 18:30-tiden, så vi kunne bevæge os hen mod aftensmaden. Vi skulle side på havnekanten i et telt, der skærmede for vinden og hvor vi havde en ganske fin udsigt, så jeg stadig kunne tælle bølger. Min forret var rejer i hvidløg, og de mener rækkefølgen, når de skiver det. Sonja fik en fiskesuppe. Hovedretten var en stegt hvid fisk, med nogle mærkelig tynde løgstrimler stegt i olie lagt ovenpå, men det smagte fantastisk. Lige et par glas hvidvin fra Mallorca til og en slags anislikør til slut, mens man betaler regningen. Turen hjem på pasagersædet var der ikke meget at snakke om. Det var også ved at være mørkt. Ellers intet at berette.

18. maj 2013 - Rejsen til Mallorca

Vi var lige kommet ud i bilen med Hanne på at bagsædet. Klokken var 4.30, for vi skulle nå et fly i Billund til Mallorca. Pludselig kommer en pakkepost med en pakke til Sonja. Det var en bog af Agatha Christie der handler om Mallorca, og som var bestilt til ferien. Sonja havde bare opgivet at få den med, men det lykkedes i aller sidste øjeblik. Trods det tidlige tidspunkt, var det en dejlig og nem tur til Billund.

På flyveturen til Las Palma blev jeg endnu mere glad for at vi havde valgt et “voksent” hotel. Hold da op der var unger over det hele i alle aldre. Pigen ved siden af, havde sin datter på under et år med og hun gav hende sutteflaske.

Vort udmærkede hotel, med vor lille VW Polo udenfor

Vi havde bestilt bil hos Avis hele ugen og vi fik en VW Polo Diesel, - dejlig bil. Heldigvis havde vi taget frk. Garmin med, så hun kunne lede os ned til hotellet, - Sunprime (“Alexandra”) i Can Pastilla lidt udenfor Las Palmasda. Virkelig et dejligt hotel, - hvor man endda kan føle sig ung ;-). Efter indlogeringen gik vi lige rundt og tjekkede forholdene. Meget fin poolareal med liggestole, små borde og bar. Hotellet ligger helt ned til vandet, så vi fortsatte ud af hotellet. Vi var ved at være sultne igen, efter en ellers udmærket morgenmad på flyet, som vi dog havde bestilt og betalt hjemmefra. En lille fortovsrestaurant , der kunne servere Tapas. Lige noget for os og så et par glas vin til mig, - så er vi på ferie. Vi havde det lidt som om vi havde jetlag på en tur over dammen. Det var hele tiden lidt for tidligt for vores indre ud, men vi havde jo også være tidlig oppe. Sonja fil Tortilla og jeg fil Piri Piri, - en brun, stærk sovs med pulpa

Solen skinnede, men der blæste en vældig vind ind fra vest, - uha dada. Men vi listede stille rundt og tjekkede byen ud. Egentlig ikke så meget at kigge på. Tydelig vis en lidt mere søvnig del af byen. Der er vel også omkring 5 km til centrum, men længere østpå, skulle der være meget lange, børnevenlige strande. En times tid i solen ved poolen med en Gin&Tonic og så skulle vi lige have en lur på værelset, men så igen ud og kigge os om og så finde noget aftensmad. Denne gang vestpå, ind mod byen, hen til en lille park og så tilbage igen. Der er faktisk ikke så mange restauranter omkring hotellet, - men vi kommer ikke til at sulte. Det lover jeg. Vifandt et hyggeligt sted kaldet La Taberna. Virkelig et dejligt sted med originalt spansk mad og vin fra øen. Den skal vi helt sikkert prøve igen. Hjemme på værelset havde vi kun lige kræfter til at se lidt af Europæiske Melodi Grandprix inden vi faldt i søvn.