Fornalutx er en lille by på Mallorcas vestlige side. Den er på UNESCOs liste over bevaringsværdige byer. Det kan man til gen gæld ikke sige om resten af øens byer og huse. De får læst og påskrevet af Sonja og undertegnede for deres ualmindelig dårlige arkitektur, håndværksudførelse, rod, placering og vedligeholdelse. Det ligner virkelig lort, så vi havde virkelig lyst til at se en smuk og vedligeholdt by. Fornalutx ligger nær Sóller inde i bjergene. Der er fin vej derind, men busser har lidt problemer. Byen ligger i læ med bjerge hele vejen omkring sig. Vi nød det stille vejr og at solen var ved at bryde igennem skylaget. Man har virkelig gjort sig umage, da husene blev bygget. Murene er natursten, men flade på ydersiden, så de er nok tilhuggede. Gaderne er smalle og omkring byen er der terrasser med citrusfrugter, mest appelsiner. På torvet midt i byen ligger et par cafeer, hvor vi satte os for at få noget at drikke. Sonja fik den lokale appelsinsaft og jeg den lokale øl, - vistnok. Efter at have siddet der et stykke tid, blev vi sultne nok ti at bestille frokost. Jeg fik et stykke brød med skinke og ost. Kan varmt anbefales. Det er bestemt ikke "neutralt marineret" skinke. Tværtimod. "BANG", - vi fór sammen, - måske en terr.... Nåh, nej. En cykel væltede også af forskrækkelsen, men pludselig med meget fladt dæk. Et sportscykeldæk skal ikke stå hårdt pumpet i solen alt for længe.
Efter frokosten traskede vi lidt rundt igen og kørte bagefter tilbage mod Palma. Nu var solen brudt igennem og jeg ville hjem til hotellet for at nyde solen og vandet i "pølen". Inde i Palma blev jeg læsset af bilen, hvorefter jeg løb hjem langs stranden på promenaden. Selvom jeg havde vinden og solen i ryggen og ruten var helt flad, var jeg nu tilstrækkeligt udmattet af de 7 km, så jeg var nødt til at hvile ud på en solseng, for derefter at tage et bad i "pølen". De bruger i hvert fald ikke energi på at varme vandet. Nogle gæster kiggede van(d)tro på mig, mens jeg tog nogle svømmetag. Jeg lod mig tørre i solen, inden jeg gik op. Sonja var gået en tur østpå langs stranden, så jeg tog min musik med ned igen og lagde mig med en øl. Et fortjent hvil, syntes jeg bestemt. Sonja kom tilbage efter en halvtimes tid og ca. 10.000 skridt. Hun skiftede og lagde sig på en solseng ved siden af og læste lidt i hendes nye J. K. Rowling, " Den tomme plads". Jeg faldt vist i søvn, for pludselig var området næsten tomt og klokken var 18.30.
Det var vist tid til aftensmad. Nu skulle jeg altså have noget kød. Fisk er godt, men ikke hele tiden. Efter at have ledt lidt, fandt vi Restaurante la Payesita, som viste sig at lave den bedste bøf, jeg længe har fået. Jeg havde bestilt den medium-rare og det fik jeg. Mere skal en bøf ikke have, - efter min mening. Man opdrætter kalve til okser på marken hvor de spiser og rører sig til godt kød. De slagtes og kødet hænger tilpas længe nok til at modnes. Det bliver skåret ud til bøf.. Så skal den ikke ødelægges med et "well done". Jeg fik en Baron de Lei, Reserva til. Jeg er træt af dårlig mallorcansk vin. Deres husets vin i glas er virkelig ikke en reklame, - og når de nu kan lave ypperlige vine. Jeg bad tjeneren rose køkkenet for deres mad. Det sker åbenbart ikke for tit, for jeg kunne se ud i køkkenet, da han fortalte dem det. Han pegede på mig og de kom alle hen i døren og kiggede. Jeg vinkede til dem og de smilede. Sonja fik lidt dessert og jeg en espresso med en Torres 10, brandy til. Volumen i et glas vin og en cognac er den samme her på øen og da jeg ved betalingen blev budt mere, nikkede jeg. Således trætte og mætte gik vi hjem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar