En ferie for to til Mallorca i maj med lejet bil og mange ture ud på øen.

onsdag den 22. maj 2013

20, maj 2013 - Las Palmas

Det er godt man har nogle ture at vælge mellem. I dag havde vinden lagt sig, men skyerne spærrede for solen. Lige vejr til en bytur. Så vi ville tage bussen (nr. 15) mod byen. Vi ventede 10 min. og så kom den første. "Fuldt hus" stod der, så vidt jeg kunne forstå spansk. Så måtte vi vente endnu 10 min. Den kom vi så med til endestationen Placa de Reina, - lige ved domkirken, som skal ses. Den ligner lidt Sa Grada de Familia i Barcelona, men sådan ser kirker måske ud i Spanien. Gaudi har dog haft en finger med i spillet indenfor. Det virker nu ikke revolutionerende, hvad han har bidraget med.
M. Barcelo's udsmykning. Bemærk de sorte vinduer
Derimod kan jeg kraftig anbefale højre side af kirken, som Miquel Barcelò har udsmykket med et noget særegent kunstværk. Ellers er kirken fyldt med katolicismens overdådigheder af engle og jomfru Maria. Men det er sgu´et imponerende bygningsværk. Tænk, hvis de havde brugt indsatsen til noget fornuftigt, men det er jo blandt andet også derfor, vi er protestanter!
Vel udenfor igen, skiltes vore veje. Sonja skulle kigge på en butik kaldet Zara. Det mente jeg ikke var strengt nødvendig for mig, så jeg traskede i adstadigt tempo mod Hard Rock Cafe i den vestlige del af byen. Jeg gik langs havnen med dens store både. Jeg sad og nød en cola udenfor på HRC, da Sonja nåede herhen og vi bestilte maden. Jeg skulle have en S.O.B. (Son Of a Bitch) Burger. Sonja fik en salat. Helt efter fordumsregistret. Hold da kæft en masse godt kød. Sonja foreslog, at jeg skulle gå hjem. Det kunne da nok være sundt for maven. Turen kan varmt anbefales. Der er promenade/fortov hele vejen (ca. 10km) og meget at kigge på. Varieret natur og strand, hyggelige huse og havne. Nær hotellet er en lille park (Es Canatge) med stier, hvor man kan cykle og løbe rundt. Begge dele kan man fint helt inde fra byen. Der er en meget fin cykelsti hele vejen.
Havneromantik på vejen hjem
Inden jeg gik op på værelset for at hvile mine trætte ben, var jeg lige henne ved den lokale efter et par øl. Det havde jeg da fortjent, men efter en øl, blev jeg overmandet af søvnen en times tid. Sonja kom ikke hjem før kl. 20. Der var en bus, der hverken ville komme eller stoppe ved destinationen, men da jeg gik hen mod den lille restaurant for at sætte mig, kom hun slæbende på poser.
Vi havde den anden aften bestemt, at vi ville spise Tapas derhenne og det ville passe fint i aften, for jeg var ikke særlig sulten. Vi kunne (da heller ikke / langt fra) ikke spise det hele. Trætte og mætte gik vi hjem.


En af Mallorcas mange møller

Ingen kommentarer:

Send en kommentar