23. maj 2013 - Incariget

Nogle bæltedyr har måttet lade livet

Byen Inca ligger midt på Mallorca og er øens tredje største by. Ikke særlig interessant, bortset fra hver torsdag formiddag, hvor byen fyldes af boder med alt, hvad hjertet begærer. Man kan godt køre i bil dertil, for der er en fin parkeringskælder lige midt i virvaret. Jeg kender et fjols, der havde glemt sin mobiltelefon, så vi måtte skilles med en helt gammeldags aftale om at mødes igen efter 1½-time. Jeg kiggede mig rundt i boderne. Der var mange lædervarer og det der ligner. Jeg forsøgte med en grundig undersøgelse af bæltekvaliteten, - en til 6€ og ved en til 12€. Der var svært at se. Det lignede begge kernelædder, men den billige havde ikke ægte lædder på overfladen. "Ægte kunstlædder, kun malet for at billiggøre det" *). Jeg købte bæltet til 12€. Hun kunne simpelthen ikke presses i prisen. Jeg havde desværre nok afgivet for mange købssignaler.
Der var et lille økologisk marked i det store. Jeg købte to glas honning. Det gør jeg tit sydpå. Det er meget bedre end derhjemme og der er mange flere forskellige. Et glas med "bjergblomsterhonning" og en med "appelsinblomsterhonning. Ved den økologiske bager købte Sonja et dejligt brød med rosiner og oliven og jeg købte lidt ost ved osteboden. Det skulle være vor frokost. Nu vil jeg lige afsløre en hemmelighed for dig. Du må ikke fortælle Sonja det, for jeg tør ikke fortælle det. Da jeg købte osten, tabte jeg posen med honning og begge glas gik i stykker, Jeg gik tilbage til honningboden og fik to nye, denne gang for 10€. De første kostede 12€.

Udsigten fra fyret

Det var allerede bestemt inden vi kørte til Inca, at vi ville op til den aller nordøstligste punkt på øen. Af en eller anden grund havde Sonja forestillet sig, at det var fladt deroppe. Det eneste flade sted stod lodret. Meget smukt, men igen ret besværligt at køre. Fra Port de Pollenca er der 19 km ud til fyret på spidsen (Cap de Formentor), - men hvilke 19 km. Det er aldeles smukt, men en krævende kørsel derud. Det tog over en halv time fra Port de Pollenca. Vel derude var vi vidner en en veritabel trafikprop. Vejen derop er smal. Nogle havde parkeret, så kun en bil kunne passere og der holdt en på vej op. Derfor kunne ingen køre derfra og afgive nye parkeringspladser. Hvad gør en mesterchauffør så? Jo, han vender kareten på den smalle vej og bakker op til der er plads til tre biler ved siden af hinanden og parkerer.

Flot fyr

Det er en helt fantastisk udsigt. Kameraet gik aldeles besærk, så jeg har meget at sortere, når jeg kommer hjem. Vi lod os friste til en kop kaffe på terrassen, så vi kunne nyde solen og udsigten. Da vi kom ned til bilen igen, var trafikproppen opløst og Sonja kunne trille stille og roligt derfra.
Nu ville vi hjem til hotellet og hvile os. Frokosten spiste vi sent på hotellets soldæk. Det var brødet og osten fra markedet, samt en øl fra den lokale lille købmand. Vi havde bestemt ikke travlt med at komme ud at spise og vi valgte derfor også at prøve hotellets restaurant. Der var overraskende mange gæster og dagens fiskemenu var grillet sværdfisk. En af mine absolutte yndlingsfiskeretter. Dertil valgte jeg en flaske hvidvin. "Godt valgt", sagde tjeneren. Hør her lille dame: Jeg vælger den dyreste flaske hvidvin på kortet. Jeg må da håbe for hotellet, at det er en god vin. Det var det nu også. En kunde skal altid roses, når han vælger at handle med os! Resten af vinen blev drukket på værelset

*) Frit efter det kendte gamle danske ordsprog: "Ægte kunsthonning, kun tilsat sukker for at billiggøre det"